En tanke over Romerbrevet 7

Lovens formål var, at virke bevidsthed om synd. Paulus er helt klar på, at loven er god og hellig (Rom.7:12). Samt åndelig (Rom.7:14). Dog bevirkede den ikke frelse. Faktisk tjente den ikke engang som et gudgivent værktøj i menneskets kamp mod synden. En fristes nærmest til at sige tværtimod. Med loven fik synden et påskud, siger Paulus (Rom.7:11). Loven blev vel egentligt et redskab for synden i dennes kamp mod Gud. Hvordan kan det være godt? Jo, det stillede mennesket i en position, hvor erkendelsen af sin totale magtesløshed i kampen mod synden var uundgåelig. Vi opdagede altså at intet, ikke engang Guds lov, var i stand til at styrke mennesket til sejr i kampen mod synd. Guds måde at kæmpe, eller bekæmpe, på er af en helt anden tankegang end den menneskelige. Vi ser at en lignende krigsstrategi kommer til udtryk i korsfæstelsen. Gud sætter sig selv i en position hvor Satan og mennesket kan slå ham ihjel. Men dette drab på Gud, bliver til sejr for Gud. På samme måde bliver syndens drab af mennesket, med loven som våben, til sejr for Gud på menneskets vegne.
Når da loven nu har tjent sig formål, som opdrager indtil Kristus (Gal.3:23-25), da skylder vi ikke længere at leve under loven. Eller under synden for den sags skyld. Loven har udtjent sin gerning og synden har kristus engang for alle besejret på korset. Hvad står da tilbage mellem Gud og jeg? Ingenting andet en troen på Kristus. En tro som, ifølge min læsning af Ny Testamente, kommer til udtryk gennem bekendelsen og et liv der er i overensstemmelse med Guds- og næstekærlighedsbudet. En næstekærlighed som vel at mærke er bibelsk formuleret. Og en Guds-kærlighed som kun verificeres af et liv i lydighed.