Blogarkiv

Jeg skal ikke forsøge at svare uddybende på det spørgsmål – det kræver både mere plads end en blog tillader og en større videns kapacitet end jeg besidder. Lad os her blot holde os til det mysterium at Gud er én og tre – ikke sammenblandede og ikke adskilte. Og i dag retter vi så vores blik mod at Gud er én. Hvis Gud er én, så betyder det at det ikke var en tredjedel af guddommen der blev menneske og døde på korset. Derimod var det ”hele” Gud der havde en erfaring af at være menneske på menneskets betingelser. Vi kan altså ikke begrænse treenigheden til at sønnen, Jesus, var en selvstændig – uafhængig i sin eksistens og væren af Faderen og Helligånden – person i guddommen der blev menneske. Men vi må se sønnen som et afbillede og udtryk af den treenige Gud i menneskeskikkelse. Jesus er jo ikke Guds søn… i den forstand at først, var der faderen, som så fik en søn – og denne søn sendte han så til jorden for at frelse menneskeheden. Nej, som Johannes siger i Johs.1 så var Ordet – Kristus – hos Gud fra begyndelsen og Ordet, Jesus eller Kristus var Gud. Så Jesus er altså Guds søn i det øjeblik han bliver født ind i den jordiske verden som et perfekt billede af Gud. Før Jesus blev menneske var han ikke søn, men Gud. Og man kan samtidig sige, at inden Jesus blev født ind i menneskenes verden var Faderen ikke fader (i hvert fald ikke sønnens fader), men Gud.

I NT finder vi adskillige eksempler på at Jesus, Herren, beskrives ikke bare som værende et med Faderen men også som værende identisk med Faderen. Ovennævnte eksempel fra Johs.1 er et af de, for os 2000 år senere, ret eksplicitte udsagn derom. Men der er også en del implicitte udsagn som bekræfter at Sønnen og Faderen er identiske. Lad mig give dig et eksempel her fra Markus evangeliet kapitel 1 vers 2. ”Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!” Her indleder Markus sin fortælling om Jesus med netop at understrege Jesu totale identifikation med Faderen. Eller mere præcist med den Gud som hele GT beskriver som værende den eneste sande Gud, nemlig Israels Gud Jahve. Lad mig underbygge min påstand. Hvis du læser denne passage i sin sammenhæng vil du se at engelen som Esajas her profetere om, tolkes af Markus som værende Johannes Døberen. Ordet engel er her lidt misvisende da en mere præcis oversættelse burde have brugt ordet sendebud eller udsending (se eventuelt Ivar Larsens oversættelse ”Bibelen på Hverdagsdansk”). Johannes Døberen er altså Guds sendebud som skal være er profetisk røst i ørkenen som skal bane Herrens vej. Herren her er en henvisning til Jesus, det fremgår relativt tydeligt af Johannes egen forklaring om at: ” Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg…” (Mark.1:7). Desuden ser du ligeledes i alle Paulus’ breve, at han konsekvent bruger ordet Herren om netop Jesus. Og der er lige præcis brugen af ordet Herren som er interessant her. Markus citere fra Esajas kapitel 40 vers 3. Markus version af Esajas er et direkte citat fra Septuaginta. Septuaginta eller LXX som den også kaldes var den græske oversættelse af det hebraiske ”GT” som der blev brugt i den tidlige kristne kirke. Det ord som i LXX er oversat med Herren er i den hebraiske bibel ordet YHWH som vi i dag oversætter med Jahve. Og YHWH i GT er altid navnet på den eneste sande Gud. Den Gud som skabte verden, gav løfterne til Abraham, som ved Moses’ hånd friede israelitterne ud af 400 års fangenskab i Egypten osv. Så når Markus her bruger ”Herren” som beskrivende Jesus er der altså, ligesom hos Paulus, tale om en total identifikation af Faderen og Sønnen.

Så kort opsummeret så indleder Markus altså sit evangelium med at understrege at Jesus er Gud som har tage et menneskes skikkelse og blevet menneskene lig. En kristologi som vi også finder udtrykt på smukkeste vis i Fil.2:6ff.

Set i det lys bliver Markus’ afslutning på historien pludselig ret tankevækkende.

Inden Jesus dør på korset ”råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«” Mark.15:34

Indtil dette øjeblik har Jesus, Sønnen, Gud aldrig oplevet eksistens i ensomhed. Selv i sin menneskeskikkelse har Gud indtil dette øjeblik levet et liv i fællesskab med den treenighed som han siden evighedernes morgen har kendt til. Men i dette øjeblik erfarer Gud menneskets totale ensomhed og adskillelse fra Gud. Her er Gud et menneske som ikke længere har en erfaring af Gud, men en total erfaring af verdens synd og dennes ultimative konsekvens – adskillelse fra Gud.