Blogarkiv

Romerbrevet har lagt grund for de fleste store teologiske landevindinger op gennem historien. Og det ikke uden god grund. Det er da også romerbrevet som blive fundamentet for Luthers reformation i 1500 tallet. Det lutherske syn på retfærdiggørelse af tro, og dermed eliminationen af de gode gerningers fortjeneste, har præget, og præger stadig, vores teologi gennem de sidste 500 år. Det har givet os en arv som måske ikke kun er af det gode, Det står i hvert fald mere og mere klart, at Paulus og Luther langtfra er nået til enighed endnu.

Striden står i høj grad på om man læser “lovens GERNINGER” eller “LOVENS gerninger”. Luther, og dermed lutheranismen, ligger utvivlsomt trykket på gerningerne. Og definerer overhovedet lovens gerninger som indesluttende al moralsk handling. Men hvad nu hvis moderne teologer som Sanders og Dunn har ret i deres antagelser som ligger til grund for det projekt man kalder “The New Perspective on Paul”? (herefter TNPoP)

(En blog er på ingen måde tilstrækkelig til at uddybe hverken konsekvenserne af eller argumenterne for TNPoP. Hvis du vil have en let tilgængelig introduktion til emnet anbefaler jeg bogen The New Perspective on Paul af James G. Dunn).

TNPoP vægtlægger loven, ikke som almen moralsk lov, men derimod de dele af loven som var de ydre tegn på, at et menneske af etnisk oprindelse var jøde. Det er den lov som Paulus mener ikke gør nogen forskel. Jøde eller græker? Du er lige skyldig, og lige hjælpeløs i forhold til at vinde frelse uanset etnisk oprindelse. Den sande jøde i Paulus’ perspektiv er den som tror på Kristus. Guds folk er altså ikke længere det etniske Israel men derimod det troende “Israel”.

Problemet med lutheranismens udlægning er, at efter du er blevet kristen, er der ikke mere at gøre. Konsekvenserne af denne teologi har skabt en mildest talt lunken udøvelse af det kristne liv. Modsat lutheranismen er Paulus’ og egentligt bibelens budskab, at retfærdighed er noget du, som har modtaget frelsen og nåden, er dybt forpligtiget på at leve ud.
Kan man overhovedet forestille sig en Paulus som ville give dig ret i, at når du engang har modtaget nåden ved tro, så gør det ikke til eller fra om du gør Guds vilje? Var Paulus ikke, ligesom forøvrigt Jesus, dybt optaget af vigtigheden af netop at gøre Guds vilje?
Jeg mener bestemt ikke at vi skal til at rokke ved begreber som frelsesvished og sikkerheden på Guds nåde. Men måske det ikke gør skade at rokke lidt ved bekvemmelighed og ligegyldighed.