Blogarkiv

Kaìne ktísis er de ord Paulus bruger i 2 Kor.5:17 som oversættes i DO1992 med ordene ny skabning. Når Paulus bruger begrebet kainos frem for neos i denne tekst er det en forstærkning af den efterfølgende påstand om, at det gamle er forbi, noget nyt er blevet til. Noget nyt er virkelig blevet til. Ikke blot en ny version af noget allerede kendt (neos); men en helt ny skabning, altså en skabning som ikke er set før, en skabning uden fortilfælde (kainos).

Jeg er i gang med et omfattende studie af netop kaìne ktísis begrebet og de teologiske konsekvenser af dette. Et studie som allerede nu griber mere om sig end jeg overhovedet har tid til, men som trods alt alligevel kræver og fortjener den nødvendige fordybelse. Jeg vil her blot lufte et par tanker vedrørende emnet. Det endelige produkt af mit studie, med alle de nødvendige henvisninger og argumenter, kommer i form af en længere artikel senere.

Det er indlysende at kaìne ktísis for Paulus omfatter langt flere skriftsteder end dette ene. Den ny skabning er som begreb den konkluderende sammenfatning af hele Paulus soteriologi. Den ny skabning indbefatter bl.a. den totale enhed mellem Kristus og den troende, det at være revet ud af mørkets rige og sat i lysets, den fuldstændige afvikling af den gamle, syndige natur og dermed den øjeblikkelige dannelse af det nye menneske. Det helliggjorte og retfærdiggjorte menneske.

Det lyder måske alt sammen som gamle nyheder, hvilket det egentligt også gerne skulle være. Men man kan vælge to veje. Man kan lade sin nuværende forståelse at et emne fastfryse og dermed sikre sine teologiske holdepunkter og praksis. Eller man kan, for at citere Morpheus fra filmen Matrix: ” You take the red pill and you stay in Wonderland and I show you how deep the rabbit hole goes”.

Det som det indtil videre har ført til af opgør for mit eget vedkomne er følgende.

Det første er vel egentligt ikke et decideret opgør, men snarere en skærpelse af en definition. Som ny skabning, er der ikke længere nogle rester af den gamle syndige natur i mennesket. Uanset om Augustins lidt tænkte lære om arvesynd er en del af din teologi eller ikke, så har du som ny skabning i hvert fald ikke længere del i synd som noget der er i din natur. Drivkraften til synd er ikke længere din. Påstår jeg at en kristen ikke længere kan synde? Ja og nej! Ja i den forstand at det ikke længere en naturligt for dig, mere end det, det er som at prøve at ånde under vand. Det hører en anden verden til. Synd er faktisk ikke længere en realitet. På korset fjernede Jesus verdens synd. Nej, i den forstand at vi manifesterer det vi tror. I forhold til om vi er hellige, fejlfrie, retfærdige eller fuldkomne er der ikke nogen progression eller proces. Det er ordnet en gang for alle. I forhold til vores erfaring af dette er der naturligvis en proces. Den proces kalder Paulus sindets fornyelse eller at vokse i erkendelsen af Kristus. Til spørgsmålet om det er muligt for en kristen at leve uden erfaring af synd, må svaret være ja. Betyder det ja så ikke, at jeg modsætter mig Johannes’ undervisning i første Johannesbrev? Nej, for jeg siger ikke at jeg ikke kan synde, blot at jeg ikke behøver gøre det. Johannes understrege jo selv sit formål med at skrive som han gør i sit brev når han siger: ”dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde” (1 Joh.2:1). Det er desuden det argument Paulus trækker på igen og igen. Nemlig, at nu da vi er uden synd så skylder vi da også at leve således.

Det andet er, i det mindste for mit eget vedkomne, mere et opgør end en skærpelse. Jeg har haft en teologi og en praksis hvor jeg har arbejdet med uddrivelse af dæmoner – også af kristne. Min erfaring med dette har givet mig masser af vidnesbyrd om mennesker der er blevet frie og har fået deres liv forvandlede. Jeg har set utallige umulige situationer blive løst ved at dæmoner er blevet kastet ud. Imidlertid er det blot min erfaring. Bibelen har tilsyneladende et budskab som gør, at jeg må omtolke mine oplevelser. Jeg kan ikke finde et eneste bibelsk argument for, at dæmoner kan have anden ”magt” over en kristen end den, at de kan give vildledende tanker. Disse tanker kan vi så vælge at tro på. Og så er vi igen tilbage til argumentet for hvorfor vi kan erfare synd. Vi manifesterer den virkelighed vi tror på. Det er klart at der kan være, endda hårdt, brug for forbøn og åndelige gaver til, at afslører og sætte kristne fri af disse dæmoniske vildledende løgne. Men at tale om at drive eller kaste en dæmon ud af en kristen er simpelthen ikke holdbart. Hvorfor har jeg så den erfaring som jeg nu en gang har? Mit svar lige nu må være, at Gud simpelthen er for god til at lade min uvidenhed stå i vejen for et andet menneskes frihed.

Det tredje er født ud af det andet. Mit hidtidige argument for netop at kaste dæmoner ud af kristne bygge bl.a. på læren om at mennesket består af tre separate dele. Ånd, sjæl og legeme. Denne lære strider imidlertid imod læren om den ny skabning, ikke bare i forhold til dæmonologien, men i lige så høj grad imod den lære om den ny skabnings syndfri natur. Ideen om den tre delte menneskelige natur er primært baseret på 1 Thess.5:23. Den egentlige hensigt med det skriftsted er imidlertid ikke, at lære os at mennesket består af tre adskilte dele; men derimod en bøn fra Paulus om at Gud må bevare hele mennesket. Jeg skal nok uddybe dette meget mere i den kommende artikel. Vi kan sagtens tale om at ånd, sjæl og legeme udgør forskellige funktioner hos mennesket. Men hvad vi ikke kan, er at adskille disse fra hinanden så meget som nyere tids undervisning om det trichotomiske menneske har haft en tendens til.