Blogarkiv

Image by -RejiK via Flickr

Et af de meste betændte sår i de fleste religioner, kristendommen inklusiv, er nok forholdet til evolutionslæren. Typisk har kristendommen taget et af to standpunkter i forhold til den videnskabelige forståelse af verdens tilblivelse og udvikling. Enten opposition eller separetion. På oppositions siden ser vi typisk de apologetiske teologers totale afstandtagen til alt efter Darwin. Kendetegnet ved disse er, at de forsøger sig med en, i følge dem selv, bibeltro lære om verdens tilblivelse. Skabelsesberetningerne tages bogstavelige og enhver som modsætter sig, herunder også videnskaben, er på vildspor. Oppositionen findes hovedsageligt bland mere fundamentalistiske kirkesamfund. Og disse er nok mest repræsenterede i USA og tredjeverdens lande, men der er selvfølgelig også fragmenter af disse i Europa, Danmark inklusiv. To efterhånden almene bevægelser inden for oppositionen er kreationismen og ID (Intelligent Design), hvilke nok er to sider af samme rustne mønt.
Det andet standpunkt er separation. Separetion syntes jeg at se mest af i akademiske teologiske kredse. Her siger man, at evolutionslæren og teologi er to forskellige videnskaber som ikke kan og ikke skal overlappe hinandens ekspertise felter. Set fra et naturvidenskabeligt synspunkt er denne distance fin nok, da naturvidenskaben selvsagt ikke kan arbejde med Gud som faktor. Set fra teologiens side mener jeg, at seperation skaber problemer da man så at sige er nødt til at tage skyklapper på og kun se skabelsesideen meget snævert. Derved stiller man sig i en position hvor man mangler overbevisende svar til det moderne menneske.
Udviklingslæren er, i min oplevelse, en stor forhindring for mange moderne menneskers tilgang til det kristne budskab. For hvordan i alverden kan man tro på et budskab som de seneste 150 års naturvidenskab har afsløret som mildest talt absurd?
Da hverken opposition eller separetion er særlig tiltagende løsningsforslag til forholdet mellem teologi og neo-darwinisme, vil jeg gerne introducere dig for en tredje løsning: engagement.
Der har de senere år rejst sig en bevægelse som vi kan kalde evolutionær teologi, hvor man ser darwinismen som en gave til teologien. Her forsøger man, fra et teologisk synspunkt, at forene evolutionslæren med skabelsesteologien. Dette kræver selvsagt et ret friskt syn på de bibelske skabelsesberetninger, men ved nærmere eftersyn er denne forening absolut ikke umulig. Tværtimod bringer den nogle yderst interessante løsninger. Også til områder som teodicé og eskatologi.
Da dette kun er en blog er der selvsagt ikke plads til på retfærdigvis at forsvare den evolutionære teologis styrker. Så ønsker du mere indsigt på dette felt kan jeg varmt anbefale John F. Haught, “God After Darwin”, Westview Press 2008.
Men kort fortalt, meget kort, så giver engagementet mellem udviklingslæren og teologien muligheden for at præsentere et kristen budskab som er helt på linje med evolution. Man ser Gud som igangsætter af hele den evolutionære proces. Efter at denne proces er sat i gang forlader Gud ikke skabningen, men stiller sig så at sige foran den i tid. Og derfra bevæger han den i sin retning, så meget som han kan, uden at ødelægge skabningens mulighed for at blive sig selv. Hermed er Guds projekt ikke reduceret til mennesket, men udvidet til hele skabningen. Gud ønsker fællesskab med skabningen og relation til denne. Men for at kunne indgå i denne relation må han så at sige lade skabningen blive sig selv – udenfor Gud. Gud optræder her over for skabningen, som han på korset optræder overfor mennesket, forsvarsløs (ikke det samme som magtesløs) og ydmyg. Her behøver vi ikke som kreationisterne, at forene os med en bogstavelig udlægning af skabelsesberetningerne, men kan forholde os til disse som myter – i ordets egentlige forstand. Vi behøver heller, som fortalerne for ID, ikke at spejde efter tegn på en intelligent designer, men kan forene os med et højt niveau af kaos og tilfældighed.
Skabelsen afsluttes hermed ikke før i det endelige eskaton. Og siden skabningen endnu ikke er færdig, kan den heller ikke være fejlfri.
Den eneste univers kompatibelt med en elskende Gud, og som derfor vil skabningens uafhængighed og frihed, er et univers hvor det uforudsete er en essentiel ingrediens.